Søstrene til «Solvik»

Lisbeth Higley (Njotarøy 1992)

I 1897 seilte den 71 år gamle pensjonerte skipper Johan Chr. Bonde og hans to døtre ut til Mellom Bolæren for å se på «et sted for sommeropphold». Familien Bondes bygård var Øvre Langgate 23; huset med det fine støpejernsgelenderet vis­-á-vis Ulvings auksjonslokale. Sommerstedet ble registrert på de to søstrene Ellen, som var gift Alfsøe, og Minna Bonde, som skrev at hun var «en middelaldrende pige med sammensat Karakter og godt Humør.» De to drev en garn-, husflids- og moteforretning på Torvet i Tønsberg. Minna malte akvareller og hadde vært elev av maleren Otto Valstad da han var lærer i Tønsberg. Søstrene begynte å føre en «journal» som nå tilhører Ellen Alfsøes barnebarn, Gro Hemma. Den gir et leven­de og interessant innblikk i familiens ferieliv fram til «Solvik» – til familiens sorg – ble ekspropriert av staten i 1916.

Når våren kom, satt familien i byen og skrev: «Vi længes nu alle til Solvik igjen.» Den før­ste utfart foregikk ofte allerede i mars, men den var avhengig av snø- og isforhold, og selvfølgelig av vinden. Selve sommeropp­holdet strakte seg fra pinse til slutten av august. Det var langtfra noe latmannsliv. De fleste år ble ikke stedet lukket for vinteren før i november. Etter det første året der ute, skrev Minna Bonde:
«Vi har haft megen glede og god nytte hvad helbreden angaar af vor nye eiendom. Maa Vorherree bevare den. Den er nok assureret for brand, men jeg vil nødig miste den.»

Hvert år avsluttet de med å overlate alt i Guds hånd og be ham bevare deres elskede Solvik gjennom vinteren.

«Uf, den tur glemmes sent»

De første årene foregikk turen i en pram med to par årer og seil; senere fikk de en seilsnekke. Med et sommersted så langt ute visste man aldri hvor lang tid turen ville ta. Vanligvis brukte de rundt 2 timer, men med god bør, kunne de greie den på bare 1 time. De mest slitsomme turene varte i både 4 og 5 timer. Det hendte også at de rett og slett ga opp og snudde, og en gang over­nattet de på veien. Etter 10 års strev med seil og årer, skrev Ellen: «Idag fik vi bugsere hjem med Mærøs Motor som gik med gæster til Inger.» Opplysningene om turene gir et godt inntrykk av hvor slitsomme og farlige de kunne være, men også hvor deilige og lette:

«I stille, solblankt Veir roede Far og jeg(M) udover idag. Nei, saa deilig, hele Christiania-fjorden ud og ind laa som et speil i Solen. Sjøfuglene vugget og legte i sin unge kjær­lighedslykke, og holmene begyndte at grønnes i det drivende solskin. Ja, det var i sand­hed en fortryllende udreise vi hadde første gang iaar. Maate vor Sommer blisaa blid og skjøn herude.»

De turene som gikk lett, er kort beskrevet:
«Vi hadde fin, liden Bris af Strækkevind og kom pent frem paa bare 1 Time. Saa deilig og let har vi nesten ikke kommet hjem som igaar aftes. Vi seilte like fra bryggen til broen i Kanalen uten et aaretak.»

Andre ganger gikk det ikke så greit:
«Far og jeg seilte ud og var 5 Timer paa Veien. Lidet Vind stik imod og svær strøm. Vi maatte ro helt til Masle, satte da seilet og begyndte at krydse ud. Da vi kom til Haneflu, lagde vi iland lit for at røre os og kom saa endelig hit efter 5 Timers reise.»

De første turene ut om våren kunne by på eks­traarbeid:
«Vi dro afsted og efter at have karet os gjenem de drivende isflag, satte vi seil og det gikk aldeles extra. Vi seilte igjennem Egenessun­det og Kik. var ikke 5 da vi for første gang landede i den lune Solvikbugt.»

De seneste høstturene kunne enkelte ganger bli enda mer slitsomme, ja, det hendte nok at de var i livsfare:
«Vi kom da hjem til Byen igjen denne Gang ogsaa, men det var med Slid. Vi satte af fra Solvik i stærk nordenvind og svær Sjø; men da vi kom saalangt som til Sundet ved Fre­drik, saa jammen maatte vi bære rundt og vende tilbage. Vi var ikke istand til at ro op med baade Vind og. Sjø slik i Stevn og at krydse var der jo ikke tale om med Prammen. Vi skulle se på Veiret; men det øget og øget saa at ud paa Eftermiddagen slog Sjøen mange Meter høit paa Østre og hele havet var fraadende udover. Men hjem maatte vi, og hjem kom vi jo ogsaa. Vi roede i 4 Timer saa haart vi orkede med to par Aarer og endelig lit over 12 om Natten var vi da atter inde i byen aldeles gjennomvaade og forslitne, for det var dog den værste Tørn vi nogensinde haft. Godt var det at alt gik godt, da det saa ilde ud.»

«Saa deilig igaar, saa ilde idag»

Hver eneste dag får vi vite nøyaktig vindretning og styrke og hvordan været ellers var. Med som­mersted i «Solvik» er det ikke vanskelig å forstå at været var viktig. Det var ikke langt mellom tørkesomrene rundt århundreskiftet, og søstrene sukket fortvilet dag etter dag i 1899:
«Stille og hedt. Klk. 3 kom Søndenvinden og lidt luft. Det er nesten uudholdelig varmt og en mængde Fluer. Efter Klk. 2 om Natten er ikke tale om Søvn. Man kunde gjerne gaa nøgen….Svag nordlig bris og knusende. hedt…Vinden S.Westlig frisk. Aa, saa træt man bliver af denne Vind som pisker Jorden op endnu tørrere. Gud give at det snart maat­te blive Regn. Det er rent en straffedom over Landet denne Tørke. Solen steker op baade os og trær og planter. Vi har ikke vand, saa alt i haven tørker rent ud.»
«Det er varmt over al beskrivelse. Vi bader hvær dag, og det er saa forfriskende i denne heten. Det brænder paa Ramsholmen.» (Juli 1898)To uker senere skriver de:
«Nu brænder det paa store Færder. Det begyndte i Middags og iaften ser vi en svær lue.»
Solvikbeboerne investerte så mye tid og krefter på haven at de ikke likte slike lange perioder med varmt, tørt vær.

Den første august 1899 satt de i Solvik og så at «iaften blinker Færder for første Gang med sin elektriske Blink vakkert og skarpt.» Når det led ut på høsten, kunne Minna skrive:
«Huttetu, saa vakker Søndag var; saa ilde har Veiret været idag. Nu er det bare at lægge i Ovnen, steke æpler, lese og stoppe strømper, for nu er det godt Veir ude til at være inde i, som Far siger.»
Det hendte også mange ganger at de møtte vin­teren der ute:
«Inat frøs det paa og overalt var det hvit rim imorges, og idag kom nordosten med tyk Snøføike.»

Haven

Helt fra første stund er det tydelig at familien betraktet havearbeid som en viktig del av livet på Bolæren. Det ble i de 19 årene de holdt til der ustanselig plantet busker og trær. Noe for å skaffe le for vinden, det meste til mat. For å skjerme ble det plantet 15 lerke- og furutrær fra Sotedammen og mer enn 50 buskfuruer og gran­trær fra Jæren.

«Jeg har plantet Graner hele veien nede ved Stranden, over 50 Trær. Jeg har baaret ned god Bladjord og sat dem i, og Vand til hvært Tre flere ganger, saa jeg haaber de gror.» Da skogfogden og hans folk i 1911 plantet ut 3500 trær på Østre Bolæren, skrev Minna: «Jeg fikk 5 planter av balsamgran og nogle furuer af ham som jeg har plantet her.»

I tillegg til disse prydtrærne, ble det plantet sto­re mengder frukttrær og busker: «Vi har i høst atter plantet 9 nye Frugttrær:1 Plomme, 3 Pære, 3 Morel og 2 Kirsebær,» skriver de i 1901. Da «Solvik» ble ekspropriert, skrev søstrene i et brev til overrettssakfører S. Meyer.

INDTÆGTER

«I haven er foruten mange smaa trær og buske
som nylig er plantet, følgende frukttrær og bus-
ke som nu er mangeaarige og alle gir frugt :
19 Plommetrær,cirka 50 Lt.aarlig…kr. 20

18 Æpletrær «3 Tønder………………………. 42

8 Kirsebærtrær« 25 Liter……………………… 8

8 Pæretrær« 1 Tønde………………………… 25

12 Morreltrær «100 Liter ……………………. 20

21 Stikkelsbær« 50 « ……………………….. 10

10 Ripsbusker « 36 Kilo………………………15

4 Hasseltrær

Poteter avles for cirka………………………. 1.0

Grønsager,asparges og tomater……… kr. 159

Ubudne gjester i haven

Både de fastboende og Wedel-familien slapp sauer på beite på Bolæren. Dyrene skapte år etter år problemer for familien Bonde:

«Vi har strævet med at reise et Gjerde omkring Volden for Sauerne var umulig at holde ude. De spiste op bare det kom et Skud i de nyplantede Trær.» Men det holdt ikke med et gjerde: «Ja, vi slap let fra Høstingen. Sauerne hadde spist op Rub og Stub af Kaal og mange Rødder ogsaa. Det var saa meget ærgerligere som vi aldrig har haft saa pen Kaal før herude. Nu fik vi ikke et Hoved deraf. Det værste er at de har spist op alle Topper af Trærne ogsaa og det hemmer jo Vexten. Det er umulig at hytte sig for Sauer-ne herude. De hopper over Gjerdene…I fint Sommerveir rent, og varmt Solskinn selv om det er november, seilte Far og jeg udover. Vi fant Grinden oppe, gjærdet istykker og alt som hed Blomster og planter opspist af Sauerne. De er leie.»
Men de slet også med andre dyr som likte seg i haven og var like årvisse som sauene
«Desværre er intet fuldkomment i værden; vi oppdagede en dag at von eller jordrotten var begynt å rumstere i haven og grov sine gange paa kryds og tværs. Vi har paa alle vis forsøgt at blive kvit den, men hertil forgjæves.»
skriver Minna i 1899.

Og neste vår:
«Jeg har idag oppdaget at jordrotten har gras­seret uhyggelig i Poteterne og tildels i Stik­kelsbærhekken. Jeg ble saa lei da jeg oppda­get det for iaar har vi været saa godt som klar den hidtil.» De forsøker alt for å utrydde ska­dedyrene. «Igaar fik pus unger, saa nu maa vi vel snart udover med dem og grave dem ned som Middel mot raatten. Bare det vil hjæl­pe.» Men det gjorde det nok ikke, for flere år senere skriver hun : «Jordrotten har huseret adskillig i Høst. Nu har vi trakteret den med «Ratin», noget Nyt som skulde bringe Syg-dom paa dem og udrydde dem. Vi faar se til Vaaren om det har hjulpet noget.»

Vi fisker daglig

Solvikbeboerne drev et iherdig fiske med alle typer redskaper. De fisket med ruser, garn og krok til husets behov. Selvsagt varierte fangsten både med hensyn til mengde og fiskeslag, men sommeren gjennom besto middagsmenyen nesten bare av fisk.
«Vi drev godt paa med Fisket og var i det hele taget heldige. Fiskeriet blev af alle dre­vet med iver og lyst og Fisken smagte jo for­træffelig, færsk som den blev anrettet. Saa det er baade til nytte og stor fornøielse. …Vi fisker daglig til Husets behov, saa det er en stor velsignelse med den Fisken… Vi faar en uendelig mængde simper. Igaar fik vi 26 og 60 idag. Det er godt vi har Simper i mangel af andre Fisk…En hel bøtte Simper inat. Den gav vi til Barnehjemmet til middag….Vi fik en brilliant Fangst med 25 flyndrer og vi har faat en hummer og ørret nu og da…En havkat og den var styg. Den bed istykker Rusen for os, men vi fik den da ud.»
Den vinteren lærte Minna å binde ruser av faren sin.

Øyturer

Når turene gikk til de nærmeste øyene som Ramsholmen, Hatten eller Trollsholmen, rodde de gjerne. Skulle de lenger utover, gjorde de seg nytte av solgangsvinden:
«En deilig dag har Far og jeg hat idag. Vi seilte ud med nordenvinden til Hui. Vi badet, kogte kaffe og spiste der og medens Far sov middag, gik jeg rundt hele øen. En pen ø er det. Saa proberte vi atter aa fiske, men ingen Fisk hele dagen. Vi lagde iland og kogte kaf­fe igjen før vi seilte hjem med søndenvin­den.»
Minnas beskrivelse av denne turen, er også typisk for deres øyturer.

Bærplukking på øyene

«Jeg roede til Langholmene for at plukke vildbringebær. Der var mange. Plukket ogsaa bringebærblade til Ole som skal bruge dem til The som Medicin. Det blir ogsaa mange Jordbær iaar.Jeg plukket en Vase som vi had­de til middag. Ogsaa på Sviveskallen finnes pene vildbringebær…2,5 liter jordbær på Langholmen, saa vi hadde igjen deilig decert til middag. Vi var atter paa Langholmene nu iaften og fant 7 liter jordbær. Vi har nu ialt fundet 23 Lt. bær»
Da de kom tilbake to dager senere, var alle «…bær afplukket saa vi fik en lang næse, og tænk saadan mængde det var sist. Ellen og jeg hadde bare halvplukket.»De hendte også at de plukket andre ting:
«Idag plukket vi 10 liter berberis som vi skal sylte…Vi har plukket villæpler til vinlegging…Jeg roede til Østre og fant en mængde Bjørnebær…Vi plukket 3 liter nødder hvær os paa Østre…Vi plukkede et Spand deilige Nyper idag, en en mængde Slaaper.»

Dunsanking

Minna Bonde rodde rundt på øyene og noterte seg hvor det fantes ærfugl-reder som hun kunne hente dunen i, når ungene var født og fuglene hadde forlatt redene.
«Det er saa morsomt at see paa ærfuglen. Den ligger ret nede ved odden og snadrer.Er just i kjælighedtiden nu saa de er saa livlige, men de har ikke begyndt at bygge reder enda,» skriver Minna en tidlig vår. «Jeg fant det 14. Rede iaar paa Garnholmen, saa mange har jeg aldrig fundet noget aar….Paa Langholmene fandt vi et forladt ærfuglrede, samt et til hvori 4 Æg som vi naturligvis ikke rørte; men skal have i Erindring til senere. Andeflokker paa 8 å 10 ligger og svømmer rundt alle Holmer nu om dagen. De er saa morsomme at see paa. Bare de kunde faa lig­ge i Fred for Skyttere saa blev de ikke saa skye…Jeg har hentet mine reder som nu var ferdige.»

Dunen ble nok i årenes løp brukt til mange dei­lige, bløte puter. Minna fant også en annen type putedun:
«Vi seilte til Store Rauer hvor vi fant en del rare Siv med store Kolber paa. Jeg plukket dem for det blir extra god Plantedun af dem, saa jeg kan faa 4 å 5 Puter deraf».

Året etter skjedde det noe lite hyggelig :
«Jeg hentet iaar igjen Kolber paa Rauer til putefyld og hadde lagt dem paa papir utover gulvet for at tørke. Da vi kom ud denne søn­dag møttes vi af et syn som var ubeskrivelig; mark som krøp overalt; paa gulvet, væggene, taket, vinduerne, gardinene, kort sagt overalt. Kolbene hadde altsaa været fulle af insækter som var blit udklækked af varmen. Vi rev ut alt som var løst, plukket mark, kostet mark, brendte mark. Der var mangfoldige tusinde af dem. Vi maatte gjøre stordunning. Tok vægger i alle rom med stærkt sodavand, dess­uden alle sengeklær saa der blev gullende rent. Det hele var væmmelig.»

Vedsanking

Tidlig om våren rodde de rundt for å sanke ved som de sagde opp, puttet i sekker og fraktet til byen til vinterbruk:
«Jeg har været paa Vedsjau to ganger idag for det er om at gjøre at samle nu, da her lig­ger flere som reiser langs stranden og pluk­ker….Det er noksaa meget Drivved paa hol­merne nu og vi samlede 6 Sække fulde…Jeg har været paa Vedfangst i Furrubugten og fant en gild ilanddreven Stok.»

Et år hadde de særskilt hell:
«Efter Nordoststormen har Bolærfolkene bjærget iland en hel mængde tømmer som ligger rundt alle Strænder. Jeg har faaet 17 stokker jeg ogsaa, men den siste maatte Far hjelpe mig med for den var saa stor at jeg ikke orket. Vi slæbte stokkene til Bryggen. Da vi var for at finde flere, kom en Motor og der sagde en Mand at vi ikke maatte ta tøm­meret, for de var nettop ute paa fangst efter det for Mos Celulocefabrik som havde mistet det i stormen. Ja, vi slap det vi slæbte. Nu fik vi høre hos Inger at de kommer og henter alt som er bjærget, saa det strævet har vi nok lite igjen for.»

Noen dager senere kom motorbåten og hentet overalt unntatt i «Solvik», og Minna skrev: «Kanske de glemmer os; jeg haaper det.» Fami­lien observerte i flere uker innsamlingen av tømmeret, og da mennene forsvant etter en måned, skrev hun:
«Idag har vi maset med Stokkene. Saget av de største og faaet de fleste ind paa Volden i haven. Saa faar de ligge der og tørke til neste aar om vi lever og da kan faa ved af dem.»
I 1899 kom fru Wedel innom hos Bonde for «at høre om vi troede det kunde nytte at sen­de en bestyrerinde og 20 Børn fra Barne­hjemmet Alfredsheim i Kristiania ud til Bolærne for at bo i Greveboligen i Ferien. Jeg svarede at de maatte have Ko med. Kjæ­delig hvis det bliver noget af.»

Barnehjemsbarna i Grevestuen

Det var bare fem minutters gange fra Solvik til Grevestuen, så Minnas skepsis er vel forståelig. Men fra sommeren 1901 kom barna årvisst:
«Havde Visit idag av Skovfogden og en Snedker som var kommet for at reparere i Greveboligen der imorgen skal blive Bolig for 20 Børn og en Frk Forsberg fra Christia­nia med en Pige. De skal tilbringe Ferien herude…Stakkels dem som skal til Grevebo­ligen iaften i dette vaade Veir og ingen Veie. Alt er ufærdig og uhyggelig der borte. Raa Ved og langt til Vand som de maa gaa helt til Ladebugten efter.» Noen dager senere: «var hos Bestyrerinden for Børnene og drak Kaffe. Det ser ud til at være en energisk og bestemt dame.»

Hun hadde nok også god kustus over barna, for Minna skriver bare en eneste gang noe negativt om deres oppførsel, og da hadde feriert der i 10 år.
«Vi hadde en ordentlig forskrækkelse; som barnehjemsbarna hadde tænt fyr paa for at koge krabber og saa tok det fyr i lyngen aa røken stod hvit. Vi skremte dem riktig saa jeg haaber de blir mere forsiktige herefter. Inat har det ‘vært svær skogbrand paa Østlandet hvor 10.000 maal nok skal være brent op. Røken laa tyk over hele fjorden og herover saa jeg vaaknet imorges af røklugten og for op idet jeg trodde det igjen kunde været her i skogen.»

Smørrebrød og risgrøt

I Solvik fikk de stadig besøk av en stor familie- og vennekrets som ble i kortere eller lengre tid. Og da «Nystuen» ble bygd, hadde de betalende gjester som de også hygget seg sammen med.

«Har haft Fellesmiddag med sominergjæstene i Paviljonen; koselig og festlig og saa stegte fru Bull Munker til Kaffen i Haven…Nei, ikveld har vi hat det hyggeligt; tænte en mængde papirlygter under træet for Gjæsterne. Barnehjemsbarna sang og siden drak vi Kaffe under magisk belysning af de culørte lygter. Kom først i seng kl. 1…. I straalende Veir fik vi Visit af Christian Bonde med Enkefru Seeberg og Børn fra Byen; ogsaa alle Seebergs fra Valø, saa vi havde 11 fremmede i hele dag. Trakterte med Kaffe og Smørrebrød til Midag og saa maat­te vi koke Risgrøt til Aftens for vi var jo ikke prepareret paa saa mange. Vi hadde det kose­lig og spiste nede paa Verandaen og Børnene tumlet og lekte saa det blev en særdeles for­nøielig fødselsdag fra Ragna.»

Noen år ut i det nye århundre økte stadig antall motorbåter, og det kom oftere gjester utover. Det var en glede når venner og familie kom, men «Solvik»-beboerne var ikke alltid like begeistret for alle andre «turister».
«Jeg insendte forleden en artikkel til Tøns­bergs Blad,» skrev Minna i juli 1910, «med anmodning til Publikum om at tage vand med sig, at være forsigtig med Ilden og at vise penere opførsel. Nu faar vi se om det hjælper noget. Man havde nemlig især isom­mer vist megen raahed herude, saa vi var lei det nu, og blev enige alle som bor her, at for­søke at faa rettet paa det.»

«Fuldt af drivende Lik»

1914 skulle bli et begivenhetsrikt år. Først reiste Ellen og Minna med dampbåten «til Christiania for aa se paa Jubilæumsudstillingen for vor nasjon.» Dernest var det total solformørkelse som de observerte gjennom et glass de hadde sotet.
«Belysningen blev dunkel uten at den dog lig­net almindelig mørkning mot Nat. Snart efter skinnet den deilige Sol like lys og klar som ellers; det føltes som en lettelse rent da det hele var over.»

Ellen og Minnas far, som var blitt 88 år, døde dette året og første verdenskrig brøt ut.
«Aa, du store min hvor vi blev oppskaket idag. Vi fik den rystende efterretning at der var udbrudt krig mellom Rusland og Tysk­land, samt av vort eget land mobiliserer. Folk i byen er ganske forstyrret, rent tullete. Der er nesten ikke mat at faa; brød er der vanskelig med og gryn finnes ikke at opdrive. Man kan heller ikke faa vexlet papirpenge da folk er saa gale at tro det kun blir sølv og guld som gjelder.»«Nu er England og Frankrige ogsaa i fuld gang med krig og et stort søslag ventes i Østersøen. Vore egne skibe er alle ute for at forsvare vor neutralitet, om vi bare kan da. Herude er det meget bedre end i byen for her er stille og fredelig. Vi ser nok orlogsfartøie­ne rundt Bolæren; baade pantserskibe og tor­pedobaater, men ellers intet som tyder paa uro.

Vi roede til Hui i vakkert, blikstille Maanelys saa at det var nærsten umulig at tenke paa at kanske nu laa store verdensfiaater og kjæmpet og sendte tusinde ind i evigheden.» Litt sene­re i august kan vi lese: «Nu iaften ser vi til vor store sorg at Færder og Fuglehuk er slukket, saa det betyder vel enda mere alvor. Vore egne krigsskibe ser vi daglig. De holder tildels øvelser, og passer forresten fjorden. Tre torpedobaater holdt skyteøvelser ved Rusod­den idag og skjøt med skarpt indover Østre.»

Men i 1916 fikk de plutselig krigen svært nær innpå seg:
«Nu begynder vi at faa føling med krigens følger for her er fuldt af drivende lik i fjorden. Idag blev 13 stykker begravet under megen høitidelighet paa Tønsberg kirkegaard, og nu har man fundet et til ved bryggen paa Østre. Saa nu er de svært nær. Noksaa uhyggelig om man skulle træffe paa noget slikt naar man badet. Her ligger nu til stadighet en Marinebaat ved Rusodden, og der er satt opp sjømærker og skyteskiver flere steder paa Østre. Her paa Mellom skal nu begynnes paa en bygning borte ved greveboligen, saa det er ikke læng­er de gamle rolige hyggedager herude.»

«Staten skal expropriere»

«1915 sluttet med at vi fik efterretning om at vi skal miste dette deilige sted som vi er saa gla i. Staten skal expropriere det til nye befestninger som skal anlegges herude. Far­vel alle vore deilige dage, sommer efter som­mer har vi nu i saa mange aar hat det saa vel­signet herlig herude, men nu er det slut. Vi har tutet og graat allesammen; men hvad hjælper det ? Sjæbnen er ubønhørlig og vi maa finde os i den. – En af de første dage skal vi udover for at gjøre rent til sjønsmændene kommer for at holde taxt. Det blir saart for os.»

I desember 1915 sendte Minna Bonde og Ellen Afsøe følgende brev til overrettssakfører S. Meyer:

«Efter Deres opfordring indsendes herved forlangende for vor eiendom «Solvik» paa Mellombolærn. Vort forlangende for eien­dommen med tilhørende herligheder er Kr. 6000.00. Vi begrunder vort forlangende paa nedenforstaaende oplysninger

1. Stedet har en hovedbygning; helt tømmer­hus indeholdende 2 værelser, kjøkken, loft og god frostfri kjælder.
2. Et mindre hus indeholdende 1 værelse, et lite kjøkken, gang og veranda. Altsammen nylig nyt indredet. Desuten et lite kjøkken bygget serskilt til dette hus.
3. En uthusbygning med vedskur og forhen­værende fjøs, samt WC. Der er brønd i haven, samt ny oparbeidet brønd i fjeldet ret op for Denne holder vand selv i de tørreste somre.»

Her følger en oversikt over inntektene de har hatt på stedet gjennom avlinger og utleie til sommergjester, tilsammen kr. 474.- Og de fortsetter: «Om vi i disse abnormt dyre tider kan faa et lite hus paa et andet sted for de penge vi faar for «Solvik», saa er det ikke tale om at erhol­de nogen af de herligheder eller indtægter vi har derute; saa det blir i alle tilfælder tap for os. Hvis det ikke var at staten skulle ha det, saa ville vi ikke under nogen omstendighet lade det gaa fra os. Det er en stor sorg at for­late dette for os saa kjære sted.
Forventende Deres ærede svar herpaa tegner
Med megen Agtelse
Minna Bonde og Ellen Alfsøe
Eiere af Solvik».

Skjønnsforretning

Den 30. juni 1916 ble det holdt skjønnsforret­ning og Minna skriver:

«De synes alle at her var vakkert og trivelig. Alle de store Valmuer staar jo nu i flor, saa de flommer som en ild. Noget resultat blev det ikke og Gud vet hvad de vil gi os i erstatning for vort vakre Solvik; stort høres det ikke ut til at bli. Det var ingen indgaaende undersø­gelse af nogen ting, saa det gaar nok paa en slump.»
Men det gjorde det ikke, for i desember fikk de 6080.- «og var fomøiet».

For to tusen kroner kjøpte de et sted syd på Bjerkø «som laa vakkert til, høit og frit og med deilig sol hele dagen. Det er saa koselig at vi ogsaa derfra kan se Færder blinke».
Da kaptein Hansen på «Fram» hadde hentet flyttelasset, skrev Minna de siste linjene fra Sol­vik:
«Ja, det var en usigelig trist og forlat tilstand, saa jeg graat da jeg gik der i det forlatte, tom­me hus, og hadde visheten om at nu var det riktig alvor; nu var vi flyttet fra vort kjære, kjære Solvik for ikke mere at faa komme til­bake. Men det var liksom Bolæren vilde vise sig fra sin sjønneste side til afsked; solskin og havblik til Færder.»