“… med sterke Næver og sterke Ord”

Av Olaf Krohn (Njotarøy 2003)

En hovedstadskunstner besøker Bolærne

Olaf Krohn ( 1863- 1933) var maler; tegner og skribent. Mest kjent var han nok for sine tegninger i flere av de vittighetsbladene som kom ut i årene rundt 1900. Blant hans humoristiske bøker er “Razzia gjennom Christiania og ude paa landsbygden”, som fortellingen nedenfor er hentet fra.

«Det er flere Aar siden. Jeg havde aldrig før været paa Bolerne; men det bløde, rare Navn i Forbindelse med det Liv, der altid kom over min ellers lidt distraite Ven, naar han slap sig løs for at fortælle om disse Øer med de gamle hyggelige Fiskere, om Ellef og Søren og Fredrik og Gamle Jens, om Seilads i Storm og Stille, om den underlige Stemningen derude, hvor Havet kunde gaa barærma og vise sig med sin skummende Fraade, men hvor der ogsaa kunde være saa søndagsfredeligt og stille, naar man om Kvelden sad ude paa Pynten og saa Fyrene blive tændt sammen med Stjernerne – «… alt dette havde gjort, at jeg allerede paa Forhaand var begyndt at sværme for Bolerne.
Saa var det en Sommerdag, min Ven netop havde faaet sine Ferier og stod om bord paa “Jarlsberg” med Reisevæsken og dampende Snadde. Han saa saa hjertens fornøjet ud, der han stod, fri for det koghede Christiania og med sit «Bolerne” i Udsigt. Jeg trykket ham til Farvel i Næven
“Bliv med, Gut!“
“Kan ikke!”
“Vi telegraferer fra Drøbak. Blir borte i 14 Dage!”
“Har ingen Greier med.”
“Det kommer efter.”

«Et vovelig Hop»

“Jarlsberg” ringte 3die Gang, Landgangen gikk, man slog i Maskinen, et Øieblik i den frykteligste Raadvildhed, saa et vovelig Hop – og jeg var om bord.
Udpaa Aftenen fik vi Bolerne i Sigte. De strakte sig i en halvcirkel ret ud for Tønsberg. Der laa Vestre-, Mellem- og Østre Bolerne. Paa Vestre Bolernes høieste Punkt stod en ensom Furu i Pinjestil. Man saa den langt, langt borte, og min Ven fortalte at den var et godt Sjømærke. Nordenfor Øerne strakte sig Teinebaaerne, uhyggelig bekjendte ved sine mange Forlis, og over paa den anden Side Fjorden skimtede vi Larkollen og længere syd Hankø.
Det tager en stiv Halvtime i gunstig Vind at seile fra Husø over til Bolerne.
Snart sat vi lunt i Kjøkkenet hos Ellef, i Tøfler og med lange Piber, og pratet, og Spørgsmaal og Svar krydset hinanden, medens Inga gikk og stelte med Aftensmaden. Om Natten sov vi i en Himmelseng, og jeg drømte om Noah og Arken og alle Dyrene – for de hang paa Væggen, ret over Sofaen.

Rød granitt

Den næste Dag gjorde jeg min runde paa Øerne. Overalt stak den frem, den nydelige røde Granitsten, som er ejendommelig for disse Øer. Jeg rodde over til Mellem-Bolerne; der var Vegetationen formelig yppig, og Floraen rent ut paradisisk. Her ligger Greveboligen, skjult mellem ældgamle Træer og Slyngplanter, aldeles som det sovende Slot i Eventyret.Kammerherre Wedel Jarlsberg eier Øerne, og hans Slægt jager der stundom.
Da jeg kom op paa Høiden, saa jeg Fuglehuk fyr og de mange Holmer og Skjær, der ligger i Syd for Bolernerækken. Her holder Søfuglen til og nogle ensomme Sauer.
I Tempeldalen paa Østre Bolerne tog Ensomheden mig pludselig. Jeg satte paa Sprang, og vilde snart været hjemme igjen, hvis jeg ikke havde truffet paa en liden krumbøjet Skikkelse, som gikk og skrabte med en lang Stang borti Stranden. Hans brede Hat skygget for Ansigtet; men da jeg kom indpaa Manden og hilste, saa han paa mig med et Par venlige, lyseblaa Øine, hvis Smil strax gjorde et gunstig Indtryk paa mig. Det var Gamle-Jens.

Gamle-Jens

Vi var snart i livlig Passiar; han var ude og tog Skjælagn og Ræger. Vi kom ind paa Fisket, der her, som allesteds naturligvis, havde været bedre i gamle Dage; men saa fortalte han med livlige Bevægelser om en Dykker, som nylig havde været der nede og undersøgt Havbunden. Han var ikke før kommen ned, fortalte han, før Hummeren kom imod ham, halvt opreist, med store, sprikende Klør og – ”han maatte nøjte sig og ta’n for han var ræd Luftslangen, kan De skjønne.» Saa fortalte han om hvorledes Dykkeren havde spiddet store Fisk med sin lange Kniv, og om Krabberne, som “laa saa pent og stille bare de kom i Kørja.”
Dernæst kom Passiaren ind paa Sæl- og Hvalfangst i Ishavet. Der havde de været alle de gamle Bolerenboere i sin Ungdom, og der var deres Sønner den Dag i dag, dels som Førere og dels som Skyttere, og der laa nok den Gamles Interesser og bædste Ungdomsminder gjemte. Vi stod nu foran gamle Jens’s Bolig, et enetages hvidmalt Hus, helt skjult av af Syrener og Georginer, det skjønneste Aldershvile jeg endnu har seet.

Keiser og dans

Om Kvelden kom der Ungdom til Øen, og blant dem Lodser og nære Slegtninge. Mandfolkene bænket sig om Toddybordet og den ene Historie afløste den anden. Saa kom den tyske Keiser på Tapetet. Det havde nok forarget mange, at norske Lodsbaade og norsk Flag havde mødt Majestæten langt tilhavs uden at blive taget om bord. Han havde ikke taget Lods førend han kom til Færder. Engang imellem blev der slaaet i Bordet; da gjaldt det å redde Glas og Flasker; for det var kraftige Karer med sterke Næver og sterke Ord, disse sjøfolk. Men saa hørtes Trækspillet oppe paa Kalven, og sikkert og taktfast gikk Dansen i den lange, lyse Sommeraften.
De Dage jeg tilbragte paa Bolerne, hører til mine behageligste Oplevelser. Havgufsen og de salte Strømninger, den Vovelige Seilads, Fisketurene til Fuglehuk og Provianteringsturene til Tønsberg – jeg glemmer dem aldrig.”